Fra sammenbrud til gennembrud

Opdateret: sept. 19

Håber jeg da

Jeg vidste fra da jeg offentliggjorde min hjemmeside, at mit første blogindlæg ville handle om den vilde sommer, som jeg har haft. Nogle gange står man i en situation, hvor der bliver ved med at vælte ting ned over en, hvor man dårligt kan tro på, at det sker.


Min datter og jeg skulle holde seks ugers sommerferie, hvilket vi begge havde glædet os meget til. Det eneste jeg ellers skulle i vores lange sommerferie, var, at jeg skulle ind på yogaskolen et par gange.


Sommeren nærmede sig, og lige som ferien var begyndt, fik min mor to blodpropper og blev opereret for den ene. Jeg stod i en situation, hvor jeg både ville være der for min mor, som dårligt kunne gå, og hjælpe hende med at lufte sin hund, få strømper på osv., imens jeg havde min datter døgnet rundt, og samtidig ville jeg vise hende, at mormor ville få det godt igen. Imens jeg selv var fyldt med frygt og frustration.


Tiden kom, hvor jeg skulle jeg ind på yogaskolen igen. Vi havde alle valgt en Niyama – et punkt fra yogafilosofien, som vi alle skulle arbejde på. Mange havde valgt ’disciplin’, men jeg havde selv valgt ’at klynge sig til noget’. Det var altså et punkt, vi sad fast i, og med fordel kunne udvikle os ved.

Jeg har mange ting, som jeg gemmer, fordi der er minder i dem, og jeg kan have svært ved at give slip på en tid der er gået. Jeg havde allerede begyndt at smide en masse ting ud herhjemme, for at give slip på de ting, som jeg havde klynget mig til. Men på samme vis, har jeg i flere år været sikker på, at jeg ikke kunne fungere uden min datters far. Jeg havde fået ham til at love mig, at når vi engang skulle dø, så skulle jeg dø først, for jeg kunne ikke klare tanken om livet uden ham.. Det må man kalde ’at klynge sig’..

Men sandheden var også, at jeg ønskede mere af livet end det vi havde opnået sammen, og det som jeg vidste, at vi ville opnå sammen. For der var nemlig en grænse på flere af mine drømme, som ikke ville kunne blive opfyldt, hvis jeg ikke gik.

I knap to måneder græd jeg mig selv i søvn hver aften, fordi jeg godt vidste, hvad jeg var nødt til at gøre. Imens dyrkede jeg en helvedes masse yoga på yogaskolen. Jeg så indad, mærkede efter, gav slip og reagerede.. Gentag… De eneste der vidste, hvad jeg stod i, var dem jeg var sammen med på yogaskolen. Jeg havde ikke kræfter til at forklare eller fortælle det til andre. Følelser som frustration, sorg, at miste var ved at æde min sjæl, følte jeg. Og vigtigst: hvordan kunne jeg dog tage så stor en beslutning for os alle tre? Hvordan kunne jeg bilde mig ind at vælge, at min datters far skulle flytte, og han ikke længere kunne se sin datter hver eneste dag, og endnu vigtigere: at vores datter ikke så sin far hver eneste dag? Hvordan kunne jeg tillade mig, at tage en beslutning på deres vegne? Og hvordan ville det påvirke min datter, både på kort sigt og videre i livet? Samvittigheden åd mig op indefra. Og den dybe sorg ved at skulle give slip på alle de drømme, som jeg havde haft om min datters far - det vi skulle opleve og opnå. Inderst inde vidste jeg, at de aldrig ville blive til noget. Men hvis jeg gik, så ville drømmene aldrig få liv, og hvis jeg blev, så var der måske stadig et lille håb? Han var min gymnasiesweetheart, og jeg havde drømme resten af livet, som han var en del af. Rejser, oplevelser, stort og smukt hjem med selvforsynende have. Skulle jeg virkelig slå de drømme helt ihjel, og give slip på det lille lys af håb, jeg holdte fast i min hånd, med min naivhed tro på, at vi kunne opnå det sammen? Ærligt, så troede jeg.. Nej, jeg havde en overbevisning om, at vi skulle skrive livets bog sammen, hvordan kunne jeg acceptere, at det kun blev til et kapitel?

..Og så kom tidspunktet, hvor jeg slukkede hans film og satte mig ned foran ham, og fortalte ham, at jeg vidste, at han fra hjertet ikke ønskede flere børn og at jeg ikke ville tvinge ham til det. Og at jeg samtidig ikke ville tvinge mig selv til ikke at få flere børn og så fortryde det. Og så græd jeg! Og han krammede mig. Og vi gik hvert til sit i respekt for, at vi ønsker at leve på hver vores måde.

Og straks, som jeg gør i min overlevelses-strategi, så skulle trappen males! Der skulle rykkes om! Hele huset blev malet udenfor! Fordi det er åbenbart sådan, man kommer igennem et brud.... Eller..

Jeg kender mig selv, og jeg ved, at jeg har det skidt, når jeg pludselig bliver så vanvittig praktisk.


Nu skulle jeg tilbage til yogaskolen, jeg syntes, at jeg havde det fint, og jeg havde forklaret min lærer og medstuderende hvad jeg stod i. Men da træningen begyndte, var det med rystende arme, rystende ben og rystende sind.. Tårende trillede, når jeg stod i planken og mine arme, var ved at forsvinde under mig. Min disciplin blev hos mig, og mit sind opnåede en stilhed, jeg havde længtes efter meget længe. Og da jeg lagde mig ned i barnets stilling, gav jeg slip og græd den sidste smerte ud og tørrede min næse efter træning. For det er nemlig det der sker, jeg kom i kontakt med mit inderste, og selvom jeg syntes jeg havde det fint, bar jeg stadig på en smerte, som yogaen hjalp mig med at forløse.. Og give styrke igen.

Under vores sidste ceremoni med chanting (fællessang og bøn), fik vi at vide, at vi skulle være stille resten af aftenen - vi måtte ikke tale med hinanden. Denne aften, havde jeg også en aftale med Frida, (som jeg laver Lysfejring med d. 20 november), om at vi skulle ned til Amager Strand og bade og lave vores eget ritual, for at fejre at vi var færdiguddannede. Og nu var det blevet bestemt for os, at vi skulle gøre det i stilhed. Vi gik sammen derned, og samlede blomster på vejen, som vi satte i hinandens hår. Kærligt og ærligt. Hun vidste, hvad jeg stod i. Og jeg kendte hendes situation. For sandheden er jo, at vi aldrig står alene. Andre mennesker går også igennem kriser, eller svære perioder, de kan blot se anderledes ud.


Da vi nåede ned til vandet, badede vi og flød på toppen af havet. Jeg fik renset mit energifelt. Ahhhh. Tak skønne hav.. Det er ingen hemmelighed, at jeg er håbløst forelsket i havet og i månen.


Efter mit og Fridas havdyp, satte vi os ved bredden og skrev i hver vores bøger, i ly af natten, stjerner og vind. Jeg skrev de ting, jeg gerne ville manifestere og hvad jeg ville give slip på. Listen med de ting, som jeg ønsker at opnå, har jeg allerede givet liv.. Min hjemmeside er åbnet, jeg er ved at skabe et behandlingsrum i mit hjem, og jeg er ved at skabe Lysfejring med Frida. De ting, som jeg havde skrevet ned, som jeg ønskede at give slip på, rev jeg i stykker og kastede med alle mine kræfter ud fra en bro i mørket og ned i havet, igen med et tungt hjerte og smerte helt ind i maven, men jeg MÅTTE give slip på den tryghed, jeg troede, jeg havde i mit forhold med min datters far. Jeg blev nødt til at løsrive mig følelsesmæssigt.


Næste dag, holdte vi fest på Yogaskolen, vi fik vores eksamensbeviser og et lille smukt armbånd af vores yogalærer. Jeg har haft det armbånd på siden den aften. Armbåndet minder mig om den udvikling og styrke jeg fandt igennem min yogarejse.


Da jeg kom hjem, gik der ikke længe før min datters far pakkede sine ting og flyttede. Og så sad jeg med min 3-årige datter, og følelsen fra Kim Larsen sangen – ’Hvad gør vi nu, lille du?’ Vi græd begge to, og der var intet andet at gøre end at bage en chokoladekage og sætte ord på, at vi kan klare alt og at det hele er og bliver godt. At det er okay at være ked af det, og at hendes far elsker og altid vil elske hende.

Jeg brugte mine aftener og morgener på at stirre ind i flammen på et stearinlys, så længe, at flammen på et tidspunkt blev helt grøn.. Nu skulle jeg få styr på alle de praktiske ting, som sådan en opsplittelse kræver: Nedlukke fælleskonti, alt fra huset skulle over i mit navn, lægge budget osv.

Jeg følte, at jeg var ved at drukne; at jeg sank med en stor tyngde og jeg kun lige havde hovedet over vandet. Når nogen spurgte, hvord